Kristus i mig / Kristus i Jer, herlighedens håb

Dit indre menneske er et spejl, siger Livets Mester, Jesus Kristus. Du er skabt til at spejle Guds skabende Lys, så at Gud genkender sig selv i dig, og så at dine medskabninger kan kende Gud i kraft af det lys, som udgår fra dig som en genspejling af Gud.

Lyset er ofte brudt, fordi spejlet er tilsmudset eller dækket, ja nogle gange er der slet ingen genspejling – end ikke det mindste lys, for så tæt et lag ligger over spejlet; men spejlet er der stadigvæk under dækket.

Hvad er det som dækker spejlet i det indre menneske? Det kan være tanker, følelser og minder. Dine tanker rummer mange forestillinger om dig selv og andre, om din livssituation, om succes og nederlag. Dine tanker rummer forestillinger om dig selv, om Gud og om andre mennesker, men det er dine tanker og ikke nødvendigvis virkeligheden, og ofte skaber de en afstand eller adskillelse i dit forhold til andre, Gud og dit eget selv. Du lever ved siden af dig selv. Du har gjort Gud, dig selv og omverdenen til objekter eller ting – noget at ville eje, noget at frygte, noget at vinde, noget at miste. Hertil kommer så følelserne, præget af dine minder. Alt dette gør, at du lever i fortiden og i fremtiden, men ikke er åben her og nu for lyset af Guds hjerte.

Kun en ny skabelse bryder dette dække, for jo mere du slås med det, desto tykkere bliver laget af smuds, og desto mere fjerner du dig fra din persons center. I begyndelsen talte Gud: Der blive lys, og der blev lys. Jeg Er Ordet, som kaldte lyset til eksistens som livets begyndelse. Gud kaldte ved mig mennesket til eksistens ud af jordens materie, og jeg lagde mit billede ind i mennesket som en genspejling af Lys-Ordet.

Og jeg blev menneske, og I møder mig som Livets Mester Jesus Kristus. I min menneskelighed genfinder I sand menneskelighed: den fuldkomne genspejling af Gud til liv og frihed for andre mennesker.

Når Helligånden lader jer se mig som Jeg Er, lader Ånden jer også se jer selv som I er. Dette er et lysindbrud i jeres indre menneske, der sprænger laget af smuds og lader mig blive undfanget i jeres hjerter.

Herefter handler det om at leve indefra og ud. Jeg bor ved troen i dit hjerte og vinder skikkelse i dig indefra og ud. Jo mere lyset skinner, desto mere konfronterer du smudset: minderne, følelserne, tankerne og forestillingerne. Helligånden driver dg af og til ud i ensomheden, stilheden og ørkenen, hvor du synes alene med smudset og mørket, og hvor du må lægge dine forestillinger, tanker, følelser og monder fra dig. Men du er ikke alene. Jeg Er i dig, herlighedens håb. Jeg lægger en ny vej foran dig. Lyset vil sinne i dig, og du vil genkende og kalde på lyset i din medskabning.

Der blive lys!

(Toget mod København 13/2 2012)